adibus ejere hædret med temapris

Henrik Eriksen og Brian Sørensen vandt Temaprisen ved kåringen af Årets Ejerleder 2017 i Vestjylland.

De to ejere af Viborg virksomheden adibus a/s blev i tirsdags tildelt Temaprisen ved uddelingen af Årets Ejerleder i Vestjylland for, at have set et hul i markedet og for at have haft fokus på samspillet mellem talent og teknologi.


Det var to glade ejere, som under klapsalverne ved den velbesøgte kåring i Herning, modtog prisen og blomster af arrangørerne fra PwC, Nykredit og Dansk Erhverv.
Temaprisen er baseret på PwC’s CXO SMV Survey 2017, der viser, at talent og teknologi er afgørende for succes i en virksomhed.


”De to vindere har været oppe imod et stærkt felt i år, men prisen for at få talent og teknologi til at spille sammen går velfortjent til Brian og Henrik fra adibus. De to dygtige ejerledere har set et uafdækket behov i markedet for digitale løsninger. Det viste sig at være en succesrig salgsmulighed, som ingen andre havde spottet, og det fortjener anerkendelse,” udtaler Henning Jager Neldeberg, partner i PwC.

Siden 2007 har adibus a/s specialiseret sig i teknologiske løsninger, som blandt andet fremmer brugeroplevelsen i busser og tog. Adibus sætter en ære i at udføre arbejde af innovativ karakter og høj kvalitet og i at bistå trafikselskaber og busoperatører med IT-løsninger, der er målrettet den kollektive trafiks behov.

”De to ejerledere bag adibus er et fantastisk eksempel på en virksomhed, som i høj grad har inkorporeret teknologien og i det rette samspil med kompetente medarbejdere har opnået stor succes og en bemærkelsesværdig vækst i et marked uden konkurrenter,” fortæller Terkel Præst Berthelsen, centerdirektør i Herning, og ønsker tillykke med prisen.

 

I et marked uden konkurrenter har virksomheden formået at øge omsætningen 100 % de seneste 2 år og forventer nu at gå til udlandet med deres løsninger. Hos Dansk Erhverv ser man således også Temaprisvinderne i Vestjylland som velfortjente vindere.

”Ejerlederne forstår vigtigheden af at arbejde med teknologi og følge med udviklingen, og på den baggrund har de skabt imponerende succes og vækst i adibus, som de i dag er blevet hyldet for. Ved at kombinere deres forskellige kompetencer supplerer de hinanden på bedste vis,” fortæller Sigurd Schou Madsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv afslutningsvist.