Stort og småt fra vores verden
Én ting, vi danskere prioriterer højt som familier, er oplevelser, der samler os og skaber en følelse af fællesskab og samhørighed. Derfor scorer biograferne højt på listen, når vi taler om oplevelser med vores børn – uanset om de er helt små eller næsten voksne.
2024 var et fabelagtigt år for børne- og familiefilmene, og 2025 følger godt efter med spændende titler allerede fra årets begyndelse.
Vi har her udvalgt et udsnit af filmene frem mod sommerferien.
”Honey”
Premiere: 1. februar.
En sød, dansksproget feel-good-film om 13-årige Honey, der elsker at spille musik. Filmen er baseret på den prisvindende bog ”Hest, Hest, Tiger, Tiger” af forfatteren Mette Eike Neerlin.
”Super Charlie”
Premiere: 6. februar.
Animationsfilmen ”Super Charlie” bliver uden tvivl et hit for mange familier i vinterferien. Filmen handler om drengen Wille, der altid har drømt om at blive superhelt og bekæmpe forbrydere sammen med sin far. Drømmen taget dog en anden drejning, da lillebror Charlie bliver født – og viser sig at have ægte superkræfter!
”Snehvide”
Premiere: 20. marts.
De seneste år har vi set mange af Disneys animationsfilm blive genfortolket som live-action. Nu er turen kommet til den klassiske fortælling om Snehvide, som får sin biografpremiere i marts.
”Minecraft”
Premiere: 3. april.
Det populære Minecraft-univers får nu sin første filmatisering. Med spillets enorme fanskare er der stort publikumspotentiale for denne film, som bringer spillets verden til live på det store lærred.
”Lilo & Stitch”
Premiere: 22. maj.
”Lilo & Stitch” vender tilbage – denne gang som en live-action-film. Disney holder stadig kortene tæt til kroppen om detaljerne, men spændingen stiger frem mod maj-premieren.
”Elio”
Premiere 12. juni.
Animationsfilmen ”Elio” handler om en ung dreng, der af væsnerne i rummet udvælges til at være ambassadør for hele planeten, hvilket mildt sagt lægger et stort ansvar over på den unge mand.
”Sådan Træner Du Din Drage”
Premiere 12. juni.
Det populære drage-univers skal nok sælge billetter, når filmen får premiere lige op mod sommerferien. ”Sådan Træner Du Din Drage” er en live-action udgave med afsæt i den første animerede film, hvor unge viking Hikke danner et særligt venskab med dragen Tandløs.
Selvom vi her har fokus på børne- og familiefilm med premiere i første halve år, bliver vi nødt til også at rette et hurtigt blik på Anders Matthesens tredje film om den ternede ninja.
”Ternet Ninja 3”
Premiere: 21. august.
Rigtig mange danskere har ventet på den her animationsfilm – børn som voksne! Det bliver ifølge Matthesen selv den sidste film fra det populære univers, hvoraf de første to film formåede at sælge imponerende 929.000 og 911.000 biografbilletter.
Vi kan kun sige, at vi glæder os til at se hvad Aske og TN denne gang roder sig ud i.
Er du interesseret i at få dit reklamespot på biograflærredet i 2025, så find din kontaktperson her.