2019 bliver et Disney år

Disney fodrer de unge med biograf-lækkerier hele næste år..


Både hvad angår animation og liveaction film, så er Disney med helt fremme i 2019.

Vi kan nemlig se frem til et år med glædelige gensyn og velkendte figurer.

Har du brug for et overblik over årets største Disney børnefilm, så læs videre her!
 

Velkendte animationsfilm er klar med efterfølgere

Den første på lærredet bliver ”Vilde Rolf Smadrer Internettet”, som får premiere den 7. februar. ”Vilde Rolf Smadrer Internettet” er en fortsættelse til ”Vilde Rolf” fra 2012 og foregår igen i en arkadeverden og er smækfyldt med referencer til vores alles digitaliserede hverdag.

Til august kan vi glæde os til et gensyn med vores yndlingslegetøj, når en ny historie om Woody, Buzz og alle vennerne kommer i biograferne. I ”Toy Story 4”, som får premiere 29. august, tager vennerne på et nyt eventyr for at finde Bo Peep, som Woody er blevet småforelsket i.

Over 500.000 danskere var i biografen i 2013, da Elsa og Anna for første gang tørnede frem på lærredet som hovedrolleindehaverne i ”Frost”. Filmen blev en af de største succeser nogensinde for Disney, og publikum har lige siden bare ventet på en fortsættelse. Fortsættelsen er nu offentliggjort til at udkomme den 19. december og kommer til at hedde ”Frost 2”.   
 

Liveaction bølgen fortsætter i biograferne

I 1941 stiftede verden for første gang bekendtskab med elefanten med de lange ører og nu er den kære Dumbo tilbage i et remake af den klassiske historie – denne gang som liveaction udgave. ”Dumbo” som bliver titlen er klar i biograferne fra den 28. marts.

Og netop liveaction produktioner af Disney klassikerne kommer vi til at opleve flere af i 2019. For ”Aladdin” og ”Løvernes Konge” kommer også på lærredet med levende mennesker og dyr. ”Aladdin” på sit flyvende tæppe lander på lærredet 23. maj, mens ”Løvernes Konge” får premiere den 18. juli.  

De tre film indeholder selvfølgelig alle de klassiske hits og er i samme stil som de sidste par års remakes af ”Junglebogen” og ”Skønheden og Udyret”.