Et skarpt filmprogram giver høje forventninger til 2020

Første år i det nye årti med skarpt biografprogram

Grundet en flot slutspurt kom biograferne ud af 2019 med en fremgang i billetsalget. Helt præcist blev der indløst 13.208.559 biografbilletter, som betyder en stigning på 1,59% sammenlignet med 2018.

Vi danskere er specielt glade for de danske film, som i 2019 endte med en markedsandel på 26,23% (3.464.527 solgte billetter). Ifølge den gældende Filmaftale indgået fra politisk side, som siger, at dansk film skal opnå en markedsandel på 29%, har vi dog stadig et lille stykke op.


Biografåret 2020

Der er dog fuld forventning om en stadig salgsmæssig fremgang i 2020, hvor der venter mange spændende ting - både på lærredet og med de fysiske rammer.

Udover, at der i 2020 venter os et hav af filmperler, så venter der os samtidig større komfort og større fokus på meroplevelser. Biograferne investerer i disse år i moderniseringer, udvidelser og nyopførsler af luksusbiografer. Denne tendens fortsætter også i 2020, hvor flere af bookascreens biografer kan præsentere nye omgivelser. Alt sammen til glæde for os filmhungrende danskere.


Filmmæssigt fortsætter vi i 2020 med samme gode takter som i det forgangne år. Vi kan derfor se frem til et gensyn med et hav af velkendte karakterer og verdener.

Fra udenlandsk side kan vi glæde os til: ”Bad Boys 3: Bad Boys For Life”, ”James Bond 25: No Time To Die”, ”Minions 2: Historien om Gru”, ”Fast & Furious 9”, ”Top Gun 2: Maverick”, ”Halloween Kills” og ”Coming To America 2”.

Musical-film performer også ekstremt godt i disse år. Det så vi med film som ”A Star Is Born” og ”Rocketman”. I år forkæles vi fx med den helt originale ”Wild Rose”, filmatiseringen af Broadway-stykket ”In The Heights”, og så portrætteres en af de helt store kvindelige sangerinder, Aretha Franklin, i filmen ”RESPECT”.

Blandt de mange danske film som det nye år byder på, kan nævnes titler som: ”De Forbandede År”, ”Klovn The Final”, ”Drømmebyggerne”, ”Vores Mand I Amerika”, ”Druk”, ”Afdeling Q: Marco Effekten”, ”Far Til Fire Og Vikingerne”, ”Julemandens Datter 2” og ”Skyggen I Mit Øje”.

bookascreen giver dig her Top-10 listen over 2019´s største billetbaskere i danske biografer.