Professionelle medieindkøbere tilvælger biograf

Flere og flere annoncører gør brug af medier, man ikke aktivt kan fravælge.

Biograferne var årets absolut største højdespringer, når det gælder mediebureauernes medieinvesteringer i 2019. Det viser ny undersøgelse fra Kreativitet & Kommunikations Mediaindex.

Generelt faldt bureauernes medieinvesteringer med 2% sidste år, og mens klassiske mediekanaler som dagblade, magasiner, tv og radio var blandt de nedadgående annoncekategorier, så oplevede blandt andet biograf- og outdoorannoncering en flot fremgang.

For biografreklamernes vedkommende var fremgangen på hele 22%, mens outdoorannoncering endte med en fremgang på 16%. Den store fremgang skal ses i lyset af, at forbrugerne er blevet mere selektive, og derfor oftest selv vælger reklamebudskaberne fra, bladrer forbi, zapper væk og bruger den populære adblocking funktion online.

Tilbagegangen på 2% hos mediebureauerne skal dog ikke ses som en større krise, men mere som et tegn på, at flere og flere annoncører vælger at insource deres medieindkøb, specielt ved køb af annoncering på sociale medier.

 

Se opgørelsen over tilbage- og fremgang på mediebureauerne her.