Stort og småt fra vores verden

Programmet for Biografklub Danmarks 2022/2023 sæson er klar

Disse film kan du som Biografklub Danmark medlem se i næste sæson

Den nye biografklub sæson, som starter til august, har netop offentliggjort sit filmprogram. Fire af filmene er danske, den første film i rækken er også dansk og handler om Bamse.

Bamse, premiere 25. august

Anders W. Berthelsen portrætterer i denne film Flemming Bamse Jørgensens liv og karriere. Flemming Jørgensen bliver som spæd bortadopteret til et velhavende, selvstændigt par og Flemmings karrierevej ligger klar helt fra barnsben – han skal overtage driften af fabrikken. Flemming har dog andre planer og etablerer Bamses Venner.

Hvor Flodkrebsene Synger, premiere 29. september

Delia Owens har skrevet bogen af samme titel, som filmatiseringen bygger på. En forladt pige vokser op ude i marsken i det sydlige USA, og anklages som voksen for mord på en mand fra området.
Et godt fortalt drama med Daisy Edgar-Jones i hovedrollen.

Fædre og Mødre, premiere 3. november

Ny, dansk, stjernespækket komedie af Paprika Steen med Katrine Greis-Rosenthal, Jacob Lohmann og Lars Brygmann i hovedrollerne.
Ægteparret Piv og Ulrik´s datter er kommet ind i en ny klasse og det kræver som forældre hårdt arbejde, at blive accepteret i forældregruppen. En sjov film om pinagtige forældre!

Den Gode Chef, premiere 1. december

Spansk satire af instruktøren Fernando Leon de Aranoa og med den spanske allestedsværende skuespiller Javier Bardem i hovedrollen. Den Gode Chef er et satirisk portræt af en familiedrevet virksomhed, som Blanco er lederen for. Det skaber problemer da en afskediget medarbejder vil have hævn.

Babylon, premiere 19. januar 2023

Brat Pitt, Margit Robbie og Tobey Mcguire er en del af castet i denne film, som kaldes et periodedrama fra 1920´ernes Hollywood, hvor stumfilmene udgik og talefilm kom ind.

Kysset, premiere 23. februar 2023

Bille August er tilbage med endnu et storslået, episk drama med Esben Smed i hovedrollen. Filmen udspiller sig i 1913, hvor snakken om en verdensomspændende krig er på alles læber. Her inviteres den unge Anton til bal hos baronen og han ender med at byde dennes datter op til dans. Datteren Edith er desværre lam, så mens Anton skammes og får medlidenhed med den unge kvinde, forelsker hun sig mere og mere i ham.

The Fabelmans, premiere 23. marts 2023

Filmen er Steven Spielbergs egen halvt autentiske fortælling om sin egen barndom og ungdom. Filmen har Seth Rogan og Michelle Williams i hovedrollerne.

Close, premiere 27. april 2023

En belgisk skildring af to 13-årige drenges stormfulde venskab som ender galt. Dramaet vandt Grand Prix-prisen ved årets Cannes Filmfestival.

Whats Love Got To Do With It, premiere 25. maj 2023

Romantisk, engelsk, komediedrama med blandt mange andre Lily James og Emma Thompson. Filmen kaldes en multikulturel komedie grundet sin cast og handlingen.

Toves Værelse, premiere 22. juni 2023

Martin Zandvliet´s film Toves Værelse er baseret på teaterstykket om forfatteren Tove Ditlevsen og Victor Andreasen med Paprika Steen og Lars Brygmann i de bærende roller.  

  

Vær klar med en reklame på biograflærredet, når næste sæson starter op. Ring 97513070 og hør mere om mulighederne for biografreklamerne.