Ustoppelige titler der bare bliver ved og ved…

En vinterferie, rygtet om fantastiske film og Oscar sæsonen gjorde også februar til en rigtig biograf måned

Det er en forrygende filmperiode, vi har gang i. Nye storfilm kommer hele tiden til og de gamle fortsætter med at præstere. Herunder kan nævnes den langtidsholdbare ”A Star Is Born” og Anders Matthesens kæmpehit ”Ternet Ninja”, som begge har været vist på lærredet siden december.

Netop ”Ternet Ninja” har fået overvældende stor opmærksomhed. Danskerne – store som små, har lagt gaderne øde til fordel for biografmørket og et animeret univers, krydret med den til tider lidt grovkornede Matthesen humor. ”Ternet Ninja” har i skrivende stund solgt tæt på 900.000 biografbilletter og filmen er slet ikke færdig endnu, så det bliver yderst interessant at se, hvor meget gods der er tilbage i den her i marts.   
 

Marts i biografen

Marts måned byder blandt andet på fire danske biograffilm. Den første er Magnus Milangs komedie ”Selvhenter”. Hernæst Poul Bangs ”Hacker”, Rasmus Kloster Bros katastrofefilm ”Cutterhead” og i slutningen af måneden kan vi se Trine Dyrholm, i hvad der kaldes hendes livs rolle, i filmen ”Dronningen”.

Fra udlandet kommer fx superheltefilmen ”Captain Marvel”, det storslåede drama ”Mary, Queen of Scots”, gyseren ”US” og filmatiseringen om den velkendte elefant med de store ører ”Dumbo”.

 

Se Top 10 listen fra februar her, som er udarbejdet af Brancheforeningen Danske Biografer samt Top 25 listen længere nede.